HAYLEY TONNER

HORN

Hele min familie spillede i brassbands, så det var uundgåeligt, at jeg skulle spille et messinginstrument. Min mor og far spillede begge kornet og trompet, og da min far var messinglærer, begyndte han at undervise mig og mine to brødre fra en meget ung alder. Han besluttede at starte os alle med at spille tenorhorn, da det med hans ord “er meget nemmere”, og så skulle vi alle skifte til kornet, når vores blivende tænder var begyndt at komme frem. Så det var præcis, hvad der skete med mine to ældre brødre, og de lærte at spille kornet og blev til sidst trompetister.

Desværre (eller måske heldigvis) var jeg lidt stædig som barn og spurgte, hvorfor jeg skulle skifte fra tenorhorn til kornet, når jeg kunne lide mit instrument, og endnu vigtigere, min bedste ven spillede det, så jeg kunne sidde ved siden af ​​hende i bandet. Min far var bare glad for, at vi nød at spille, så han sagde, at jeg kunne fortsætte med at spille tenorhorn. Så da jeg var omkring 13, gik jeg til audition på Royal Conservatoire of Scotlands junior school. Begge mine brødre havde gået der, og jeg var desperat efter at slutte mig til dem, for det ville betyde, at jeg skulle til Glasgow hver uge på egen hånd, hvilket var spændende for mig, da jeg kom fra en lille kystby. Jeg gik til audition på mit tenorhorn, men de accepterede kun orkesterinstrumenter, så jeg blev tilbudt en plads for at studere horn – på trods af, at det var i en anden toneart, et andet mundstykke, forskellige fingersætninger til noderne og endda en anden hånd at spille med, hvor jeg skiftede fra højre til venstre.

Min far skaffede et horn fra en af ​​sine skoler, men da han ikke underviste i horn, bad han mig om at vente, indtil jeg kom derhen med at prøve at spille på det. Jeg fik det samme at vide af konservatorielederen, som sagde til mig: “Prøv ikke at lære det på egen hånd, ellers vil du tilegne dig dårlige vaner og måske gøre det forkert”. Så jeg tog dette råd meget alvorligt og tog ikke instrumentet ud af kassen, før jeg ankom til min første time.

Jeg mødte min lærer på min første dag, den berømte Maurice Temple, som var tidligere soldat, men som var blevet medlem af Royal Scottish National Orchestra som professionel hornist efter sin tid som soldat og nu var lærer på konservatoriet efter at være gået på pension. Han var meget streng og aftvang lige dele frygt og respekt, så jeg var meget nervøs og håbede på at imponere ham.

Efter at have præsenteret mig selv, spurgte hr. Temple mig, hvor længe jeg havde spillet horn, og da jeg svarede, at jeg aldrig havde spillet det i mit liv, stirrede han uforstående på mig. Han var tydeligvis ikke blevet orienteret om mit instrumentskifte. Han sagde ok, så lad os tage det ud af kassen og se, hvad du kan. Så endelig fik jeg lov til at åbne kassen, og efter en kort demonstration af, hvordan man holder dette nye instrument, tog jeg en dyb indånding og prøvede at spille en tone, men der kom intet ud. Forvirret tog jeg endnu en indånding og prøvede igen, men det var som at forsøge at puste i en flaske, og al luften kom bare direkte tilbage mod mig i stedet for at gå igennem. Jeg var så forvirret, da jeg troede, at alle messingblæserinstrumenter lavede den samme lyd, og jeg kunne ikke forstå, hvad der skete. Jo mere jeg prøvede, desto mere frustreret blev hr. Temple, før han tog hornet og prøvede selv. Han kunne heller ikke få en tone ud, og sådan opdagede vi, at instrumentet var ubrugeligt – der sad noget fast indeni! På dette tidspunkt blev hr. Temple, der satte sin ære i hårdt arbejde og beslutsomhed frem for alt, meget vred. Han irettesatte mig for mit defekte instrument og spurgte, om jeg ikke engang var interesseret nok til at tage det ud af kassen. Jeg var knust over, at timen havde taget denne drejning, og jeg prøvede mit bedste for at overbevise ham om, at jeg var meget interesseret, men at bare jeg fulgte det råd, jeg havde fået, om ikke at prøve instrumentet, før jeg kom hertil. Han accepterede modvilligt mine undskyldninger og bad mig om at finde et ordentligt instrument til den følgende uge, og vi brugte resten af ​​timen på at lære den korrekte siddestilling og håndstilling til at spille på hornet. Den næste uge havde jeg et fungerende instrument og arbejdede hårdt for at vise, at jeg var god nok, og til sidst overbeviste jeg ham om, at jeg var en dedikeret elev.

På trods af den vanskelige start elskede jeg at spille horn, især i mindre grupper og orkestre. Jeg fortsatte på juniorkonservatoriet, indtil jeg var færdig med skolen, og tilbragte derefter fire år med at tage en bachelorgrad på selve konservatoriet. Jeg var utrolig heldig at begynde at arbejde i denne periode og havde fantastiske oplevelser med at arbejde med BBC Scottish Symphony Orchestra, Royal Scottish National Orchestra, Scottish Opera og vandt endda en prøvetid til en stilling i Scottish Ballet. Jeg følte ikke, at jeg var klar til at stoppe med at studere, så jeg flyttede til Danmark sammen med min mand, og vi tog begge to vores kandidat- og solistgrader på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Jeg var heldig nok til at tilføje flere orkestre og mere erfaring i løbet af denne tid ved at spille med Randers Kammerorkester, Aarhus Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester, mens jeg fortsatte mit arbejde med orkestrene i Skotland. Jeg vandt også prøvespil med Randers Kammerorkester, Scottish Opera, Philharmonia Orchestra, Royal Philharmonic Orchestra og National Symphony Orchestra of Ireland. Jeg fik også mit første job i denne periode med mit allerførste prøvespil og blev tredjehornist i Scottish Ballet.

Jeg ser nu frem til at begynde min nye stilling som hornist hos Randers Kammerorkester. Variationen i projekterne, fra små kammermusikværker til store orkesterværker, er helt unikt sammenlignet med andre steder, jeg har arbejdet, og denne konstante forandring er en ekstremt spændende måde at arbejde på. At kunne dele mine musikalske ideer og imødegå og komplimentere mine kollegers tilgange til vores mindre kammermusikværker er en af ​​de mest specielle ting ved ensemblet, og det betyder, at alle altid er fuldt engagerede i resultatet af det, vi præsenterer for offentligheden, hvilket er grunden til, at jeg synes, vores koncerter er så spændende at lytte til live. Det er det, vi har valgt at sige, i stedet for at præsentere en andens idé som man gør i et stort ensemble.

Jeg bruger meget af min tid på at spille horn; jeg øver, lytter og lærer så meget, som jeg kan, men de få øjeblikke væk fra musikken bruger jeg sammen med min mand, venner og familie. Jeg kan godt lide at vandre på Skotlands ”munros”, nyde en kop kaffe og wienerbrød eller spise et måltid mad sammen, enten ved at lave mad til andre derhjemme eller gå ud at spise på en hyggelig restaurant, og at gå til reformer pilates-timer. Jeg deler en kærlighed til strikning med de fleste kvinder i Randers Kammerorkester, og Marianne jokede med, at det er en forudsætning for at få et job i ensemblet. Man skal strikke!