RANDERS
PHILHARMONISKE
SELSKAB

Foreningen bag Randers Kammerorkester

Randers Philharmoniske Selskab er foreningen bag Randers Kammerorkester. Som medlem af selskabet er du en del af orkestrets vigtige forankring og støtte i lokalområdet.

En gang om året holder Randers Philharmoniske Selskab generalforsamling , hvor orkestrets resultater og planer for det kommende år præsenteres. Der er gratis traktement ved generalforsamlingen, og medlemmerne kan desuden afhente en fribillet til koncerten, der ligger i forlængelse af generalforsamlingen.

Medlemskab

Et medlemskab af Randers Philharmoniske Selskab giver bl.a. følgende fordele i sæson 2025/2026:

▹ Gratis traktement ved generalforsamlingen onsdag 25. februar 2026.

▹ Gratis billetter til to koncerter: “De unge dirigenter” den 8. oktober 2025 og “Operakoncert” den 25. februar 2026.

▹ Rabat kr. 35,- på nytårskoncerterne.

▹ Halv pris på alle Randers Kammerorkesters cd’er.

Medlemskontingentet for sæson 2025/2026 er kr. 250,-.
Medlemskabet gælder for perioden maj til april.

Rabatpriser ved køb af cd’er

Medlemmer kan købe alle Randers Kammerorkesters cd’er til halv pris. Du kan se vores indspilninger her.

Bestyrelse:

JAN TOFT OLESEN, formand
Jan Toft Olesen er advokat (H), HD (R) og har i mere end 20 år været tilknyttet Lou Advokater. Udover Randers Kammerorkester er Jan Toft Olesen medlem af bestyrelsen i andre virksomheder og herudover i andre foreninger og selvejende institutioner indenfor kulturområdet i Randers.

BENT OLESEN, næstformand
Forhenværende forstander for FOF Randers og medlem af hovedbestyrelsen for FOF. Tidligere næstformand i TV2. Har undervist i klassisk guitar og er aktiv i det lokale jazz-miljø.

LOUISE HØEG (udpeget af Randers Kommune). Louise Høeg blev udpeget til bestyrelsen i 2026. 

JESPER TEMP
Jesper Temp er akademiøkonom og exam. art. i fransk. CEO og ejer af henholdsvis GETAMA og In-Light Scandinavia. Ledelseserfaring og erfaring fra diverse bestyrelser.

JANNIE ZAIKOWSKA (udpeget af Randers Kommune). Jannie Zaikowska blev udpeget til bestyrelsen i 2026. Hun er folkeskolelærer i Randers Kommune og har været det i 25 år. Derudover underviser hos Randers Ungdomsskole. Hun er medlem af SF gennem en længere årrække og har tidligere siddet i bestyrelsen for SF Randers.

MADS HOLM-PETERSEN
Mads Holm-Petersen er chefkonsulent i Norddjurs Kommune. Han har erfaring med bestyrelsesarbejde i diverse kultur- børne- og ungdomsforeninger og institutioner. I Randers Philharmoniske Selskabs bestyrelse bidrager Mads Holm-Pedtersen med organisatorisk, strategisk og politisk indsigt.

ERIK MOURITSEN
Erik Mouritsen har tidligere været revisor ved Told og Skat, og i en årrække har han været ansat ved Randers Kommune som henholdsvis skattedirektør, direktør for sundhed, kultur og omsorg, socialdirektør og vicekommunaldirektør. Han er desuden medlem af bestyrelsen for GAIA, formand for Sangkraft Randers og medlem af forskellige styregrupper for udvikling af idræt og kultur i Randers kommune.

MARIANNE LETH
Marianne Leth er opvokset i Viborg og debuterede fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus i 1999. Indtil sin ansættelse i Randers Kammerorkester i 2007 arbejdede hun som freelance-musiker, både som kammermusiker, orkestermusiker, teatermusiker, solist og underviser. Hun har altid været en meget aktiv kammermusiker, blandt andet som del af Duo Takemitsu, Den Jyske Harpetrio, Ensemble 2000 og Fløjtetrioen Flutention. Hun interesserer sig også for den allernyeste musik og startede i 2004 “Flutronics”, som forener solofløjte og elektronik med video og design. Hun har vundet priser ved nationale og internationale konkurrencer, bl.a. Kuhlau konkurrencen i Tyskland og UFAM kammermusikkonkurrence i Frankrig, og har medvirket på en lang række indspilninger, både med Randers Kammerorkester og i andre sammenhænge.

NICOLAS SUBLET
Nicolas Sublet indledte sin musikalske uddannelse på konservatoriet i Grenoble, og efter studier på konservatoriet i Genève i Schweiz blev han optaget på Conservatoire National Supérieur Musique et Danse i Lyon. I 2015 flyttede Sublet til Berlin for at studere hos violinisten Mo Yi, der på dette tidspunkt var ansat som både professor på Universität der Künste i Berlin og soloviolinist ved Randers Kammerorkester. Da Mo Yi overtog professoratet ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, rejste Sublet med og er er nu bosat i Randers og ansat ved Kammerorkestret. Nicolas Sublet er desuden tilknyttet Ensemble Microcosme i Schweiz, Ensemble Le Concert Idéal og Ensemble Hermes.