Salen var fuld af vindere, da Randers Kammerorkester onsdag den 12. maj 2021 spillede den første sæsonkoncert med publikum efter vinterens lange corona-nedlukning. Publikum kunne nu endelig sidde sammen i koncertsalen og opleve den levende musik, og Kammerorkestrets musikere spillede for første gang i mange måneder for en sal, der var så fuld, som det er muligt, når der skulle tages hensyn til de forskellige coronaregler. Men vinderne var ikke mindst de seks komponister og deres seks værker, der var udvalgt blandt 23 indsendte kompositioner til finalekoncerten i Randers Kammerorkesters komponistkonkurrence 2021.
Det blev en koncert med både kvarttoner på tværs af den normale toneskala, nye måder at behandle instrumenterne på og værker, der handler om have og fjordes hemmeligheder, vandringer gennem gader, tid og sted og mødet med naturen i alle variationer. De seks finaleværker, der blev spillet inden dommerpanelets endelige votering var Per Dybro Sørensens "Livet, reflekteret i ruderne", Rune Solvangs "Arternes optog", Josuè Blancos "Fjordens fortællinger", Magnus Plejdrups "Randers", Thorsten Enckes "It is Noisy in the Ocean" og Tuan Hao Tans "Granularity".
Førsteprisen blev overrakt til Josuè Blanco med værket "Fjordens fortællinger", der maler et musikalsk billede af vandstrømmes farve og lyde, sådan som mennesket oplever det. Den spanske Josuè Blanco er uddannet i historie og komposition ved universitetet i Barcelona og studerede i foråret 2021 komposition på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Josuè Blanco er bl.a. optaget af at kombinere farverne og det visuelle med tonerne og musikken.
Andenpris gik til den tyske Thorsten Enckes "It is Noisy in the Ocean", hvor havets lyde fra såvel dyr som mennesker kommer til udtryk i et oceanisk lydunivers. Thorsten Encke er uddannet som både cellist og komponist i Hannover og Los Angeles. Han har komponeret værker til bl.a. North German Radio Symphony Orchestra, Deutsche Kammerphilharmonie Bremen og til Hitzacker Summer Music Festival i Niedersachsen.
Mens dommerpanelet voterede deltog publikum i en sms-afstemning om komponistkonkurrencens Publikumspris. Prisen gik til bysbarnet Magnus Plejdrup, der i sit værk beskriver fem essentielle steder i Randers, som han har et særligt og personligt forhold til. Magnus Plejdrup har studeret komposition og direktion på Musikkonservatoriet i Aarhus, og fra september 2021 fortsatte han studierne i orkesterdirektion på The Royal Conservatoire of Scotland i Glasgow.
KOMPONISTKONKURRENCE
FINALEKONCERT
1. pris:
JOSUÈ BLANCO
2. pris:
THORSTEN ENCKE
Publikumspris:
MAGNUS PLEJDRUP
Sponsoreret af Sparekassen Kronjylland
HØR ELLER GENHØR HELE FINALEKONCERTEN
00:02:03
Tuan Hao Tan:
GRANULARITY
continuity is just an approximation
00:13:41
Rune Solvang:
ARTERNES OPTOG
00:25:30
Thorsten Encke:
IT IS NOISY IN THE OCEAN
00:56:00
Magnus Plejdrup:
RANDERS
01:13:10
Per Dybro Sørensen:
LIVET, REFLEKTERET I RUDERNE
01:25:00
Josuè Blanco:
FJORDENS FORTÆLLINGER