HUSKOMPONIST

Wayne Siegel

WAYNE SIEGEL

Huskomponist 2004-2005

Wayne Siegel er født i Los Angeles i 1953, og studerede i begyndelsen af 70-erne komposition og filosofi ved University of California i Santa Barbara. I 1974 besluttede han sig til at fortsætte sine studier hos Per Nørgaard, som på det tidspunkt var ansat ved musikkonservatoriet i Århus. Efter studierne i Århus blev Wayne Siegel boende i Danmark, hvor han fra 1984 til 1986 var administrativ leder af Esbjerg Ensemble og Vestjysk Symfoniorkester.

Siden 1986 har Wayne Siegel været leder af DIEM - "The Danish Institute of Electroacoustic Music", som i 2003 blev en del af Det jyske Musikkonservatorium, hvor Siegel nu er professor. Foruden sit eget virke som komponist har Wayne Siegel således gennem de sidste tyve år været en stor inspirationskilde for danske komponister, der arbejder med computermusikkens mange muligheder.


Inspirationskilder

Som amerikaner har Wayne Siegel måske et mere frit forhold til den europæiske tradition, som i hans musik indgår som ét element på linje med mange andre inspirationskilder. Mens den ungarske György Ligeti har været en af de europæiske forbilleder, har Siegel fra den anden side af Atlanterhavet hentet inspiration i såvel den rytmiske musik - fra blues og folksong til rockmusikken - og i partiturmusikken i form af den amerikanske minimalisme, som den bl.a. kommer til udtryk hos Steve Reich.

Især de senere værker er i tæt familie med minimalismen, hvor musikkens udvikling er bestemt af løbende små ændringer i de gentagende melodiske og rytmiske figurer. Kendetegnende for Wayne Siegel er derfor i høj grad, at hans musik placerer sig mellem de forskellige genrer, og at han tager det til sig, som han umiddelbart kan bruge.


Den elektroniske musik

En lang række af Wayne Siegels værker bruger den elektroniske musik som et element ved siden af de akustiske instrumenter spillet af levende musikere. I hans første strygekvartet, som Randers Kammerorkester havde på programmet ved en koncert i juni 1997, optager en båndoptager således de akustiske klange og spiller dem igen som et slags ekko. Værket er også et eksempel på Siegels collageteknik, hvor elementer som countrymusik, fransk impressionisme, fuga i Bach-stil, gregoriansk kirkesang, jødisk folkemusik og en tolvtonemelodi inspireret af Schönberg går op i en højere enhed.


Et grædende barn eller et tordenskald

I et interview har Wayne Siegel formuleret, hvilke muligheder han ser i computermusikken:

"Vi er i stand til at skabe musik på måder man ikke havde drømt om for 100 år siden. Vi vil kunne afspille en mygs summen i nedsat tempo og kombinere det med en musikalsk oversættelse af de figurer myggens dans aftegner mod himlen. Vi kan få en violin til at lyde som et grædende spædbarn eller et tordenskrald. Og vi kan skabe og designe vores helt egne lyde fra bunden, lyde som ikke minder om noget andet, som ingen har hørt før". Og han tilføjer:

"Alt kan lade sig gøre i en virtuel verden. Det er almindeligt kendt inden for film, hvor computeren bruges som redskab til at bearbejde virkelige filmoptagelser og til at skabe fantasiverdener, fantasivæsner eller blot abstrakte billedrejser.

Det samme gøre sig gældende inden for digital musik. Lyden af et vandfald kan forvandles gradvis til et damekor bestående af 400.000 sangere og tilføjes et lokomotiv som kører under havet som forvandles til lyden af 100 skrigene pingviner forstørret med faktor 10. Musik kan skabes af alle tænkelige lyde, ikke blot af lyde frembragt af musikinstrumenter."


Opført i Europa, USA og Japan

Foruden mange danske og udenlandske orkestre og ensembler i Europa, USA og Japan har Wayne Siegel komponeret musik til den legendariske Kronos-kvartet, som hører til et af verdens absolut førende ensembler inden for ny musik."

HUSKOMPONISTER

Mogens Christensen
2006-2008 / 2016-2017

Wayne Siegel
2004-2005

Andy Pape
2003-2004

Svend Hvidtfelt Nielsen
2002-2003